søndag

Spaghetti á la Loren

Vi har ikke helt sluppet Italien og italiensk mad. I Italien spises salat både som selvstændig forret, antipasto, og som tilbehør til kød, vildt og fjerkræ og salaten er en uundværlig del af måltidet.


Italienerne handler grøntsager, som der findes et usandsynligt stort udbud af, på torvemarkedet. Og så er alting frisk, grønt og solmodent, lige til at sætte tænderne i. De fleste kender nok den følelse, under ferie i Italien, at man må ha' en masse af de gode råvarer med hjem til Danmark.


Vi laver en Insalata capricciosa, blandet salat med tomater, oliven, blegselleri og tun med dressing til og så laver vi Spaghetti á la Loren, som Sophia Loren laver den. Hun skulle efter sigende være en meget dygtig kok.

INSALATA CAPRICCIOSA
blandet salat

1 salathoved, delt ud i blade
2 solmodne tomater
6 grønne oliven, udstenet og skåret i fire dele
6 sorte oliven, udstenet og skåret i fire dele
blegselleri, ca. 1 dl, skåret i små tern
1 ds. tun i olie, plukket i småstykker

dressing

2 ansjosfileter
1 tsk. lys sennep
lidt peber
1 spsk. vineddike
4 spsk. olivenolie

Rens og skyl salaten. Del de store blade i stykker og brug de små, som de er. Bland det hele sammen i en salatskål og hæld marinaden på.

Til marinade moses ansjosfileterne og røres med sennep og de øvrige ingredienser.


SPAGHETTI Á LA LOREN

500 g spaghetti
rigeligt vand og lidt salt
2 spsk. smør
1-2 dl piskefløde
125 g reven parmesanost

sauce

4-5 skiver bacon
1 spsk. olie
2 spsk. smør
1 hakket løg
2 revne gulerødder
2 fed knust hvidløg
evt. hakket persille

Kog spaghettien i det rigeligt vand, tilsat lidt salt. Lad vandet koge op, før spaghetti og salt kommes i. Den er færdig, når der stadig er bid i den.
Imedens spaghettien koger, blandes smør, piskefløde og reven ost sammen i en forvarmet skål. Hæld den godt afdryppede spaghetti i og bland det hele godt sammen.

Til saucen ristes bacon i olie og smør på en meget varm pande. Tilsæt hakket løg, revne gulerødder og knust hvidløg. Det hele simrer et par minutter og hældes så over den varme spaghetti og overdrysses med hakket persille.

Noget om Mad