fredag

Gelé af hvide ribs og nektariner

Gelé af hvide ribs og nektariner finder vi i England, gerne lidt ude på landet, hvor den gamle traditionsrige indsamling af bær, frugter og grøntsager holdes i hævd via årstidernes skiften. Gelé af hvide ribs og nektariner er sådan en typisk ting, der kan være at finde på de traditionelle åbne haver, som lige nu nærmer sig sin højsæson.

Da England er verdens haveland nr. 1, bør alle haveelskere ubetinget, ihvert fald én gang opleve en rejse hertil. De åbne engelske haver  er ud over et studium i havekultur også et studium i hjemmefremstillede lækkerier som gelé, syltetøj, saft, glas med konserverede frugter, pickles, hjemmebagte kager og meget mere. Grøntsager, planter, blomster og frø konkurrerer lystigt med hinanden.


GELÉ AF HVIDE RIBS OG NEKTARINER

1,8 kg hvide ribs
1 1/2 dl vand
tesukker eller perlesukker
saft af 2 citroner
3 nektariner, skrællede udstenede, skivede

De hvide ribs kommes i en gryde sammen med vandet. Bærrene behøver ikke ribbes. Vandet bringes i kog og det småkoger til bærrene er møre. Blandingen hældes i en saftpose og står natten over.

Nektarinerne, skrælles og skæres i skives. Lægges i vand med lidt citron til de skal bruges. De må være dækket af vandet for ikke at blive brune.

Til hver halve liter saft afmåles 300 g perlesukke, der hældes i en gryde sammen med saften. Tilsæt citronsaften. Kog geléen til den tykner og tag den af varmen. Afkøl og tilsæt nektarinerne.

Hæld geleén på små glas, medens den stivner, så frugterne holdes svævende. Bind til straks.

Gelé af hvide ribs og nektariner har en lidt anderledes smag end røde ribs, en dejlig smag og så er hvide ribs sødere end de røde.

Besøg de engelske haver